I dag har jeg tænkt over staten igen – den der uundgåelige, men dybest set problematiske konstruktion, vi alle er fanget i. Jeg har læst Søren Rud og Søren Ivarssons kritik af James Scott, men jeg er langt fra overbevist. Faktisk er jeg mere overbevist end nogensinde om, at Scott har fat i noget helt centralt.

Scott, i sin bog “Seeing Like a State,” argumenterer for, at stater ofte forsøger at simplificere og standardisere komplekse sociale og naturlige systemer for at gøre dem lettere at styre. Denne simplificering fører ofte til katastrofale resultater, fordi den ignorerer lokal viden og praksis. Staten, i Scotts optik, er ikke en neutral facilitator, men en magtfuld aktør med en iboende tendens til at undertrykke mangfoldighed og lokal autonomi.

Rud og Ivarsson, sammen med andre kritikere, hævder, at Scott er for binær i sin tilgang. De mener, at han overdriver adskillelsen mellem stat og samfund, og at han ikke tager tilstrækkeligt højde for de måder, hvorpå ikke-statslige aktører og lokale samfund kan samarbejde med eller forhandle med staten. De hævder også, at Scott har en romantisk forestilling om “ubesmittet modstand” og at han overser de måder, hvorpå lokal viden kan blive co-opteret af statslige projekter.

Men lad os se nærmere på disse kritikpunkter. Er det virkelig rimeligt at kritisere Scott for at overforenkle? Jeg vil argumentere for det modsatte. Det er netop statens natur, at den skal simplificere. For at kunne styre, beskatte og kontrollere, er staten nødt til at reducere kompleksiteten i den virkelige verden til håndterbare kategorier. Dette er ikke en tilfældig fejl, men en nødvendig konsekvens af statens funktion.

Og hvad med påstanden om, at Scott ignorerer samarbejdet mellem stat og samfund? Ja, selvfølgelig sker der samarbejde. Men dette ændrer ikke ved det grundlæggende magtforhold. Staten har stadig magten til at definere spillereglerne, og selv når den lytter til lokale aktører, gør den det ud fra sine egne interesser. Staten inkorporerer lokal viden, men kun i det omfang det tjener dens egne formål. Dette er ikke en positiv dialog, men en form for internaliseret kolonisering.

Endelig, er Scotts forestilling om “ubesmittet modstand” virkelig romantisk? Måske. Men det er vigtigt at huske, at Scott ikke argumenterer for, at modstand altid er effektiv eller succesfuld. Han påpeger blot, at der findes former for modstand, der er motiveret af et ønske om at undslippe statens kontrol. Og selvom disse former for modstand ofte er vanskelige og usikre, er de også potentielt befriende.

Det centrale er, at Scott giver os et værktøj til at forstå, hvordan stater fungerer og hvordan de påvirker vores liv. Hans argumenter er måske ikke perfekte, men de er langt mere overbevisende end de kritikpunkter, der er blevet rejst mod dem. Staten er stadig en hindring, og kun ved at erkende dette kan vi begynde at finde veje til at omgå den. Jeg er derfor fortsat uenig med præmissen at vi skal være glade for staten.